Omtale


Med ”Gå ud for at komme ind” forklarer 
Louise Thygesen, hvad det er, hun vil 
med sin kunst. 

Vi ser et landskab. En 
åben eng indrammet af buske og træer. 
Hist og her et læhegn og et stendige. 
Foroven bevæger skyerne sig i hastige 
bevægelser drevet af vinden. Et dansk 
eller i hvert fald nordisk landskab. 

En betragter fra Arizona 
ville dog måske se noget anderledes på 
det og i baggrundens takkede former 
genkende de klippepartier, den ørken og 
de hårdføre steppevegetation, vi finder i 
John Fords westernfilm. 

Louise Thygesen har 
med vilje gjort det svært at indkredse den 
helt specifikke geografiske lokalitet og i 
stedet blot angivet, at vi har med et 
landskab og med en skov at gøre. 

Det, det nemlig drejer 
sig om for kunstneren, er ikke at male et 
konkret landskab. Louise Thygesen vil 
med udgangspunkt i naturen som sådan 
male et indre landskab. Et indre landskab, 
hvor naturelementerne sætter nogle 
svingninger i gang hos hende, der har med 
hendes sindsstemning, tanker og følelser 
at gøre. Louise Thygesen gengiver med 
andre ord et subjektivt sanset og fortolket 
landskab i stedet for den objektive og 
konkrete natur. 

Ikke, at der noget nyt i 
det. Mennesker har i årtusinder set 
naturen som noget besjælet og helligt, og 
det er først med vores moderne 
civilisation, at naturen er blevet betragtet 
som en ressource, vi kan udnytte efter 
forgodtbefindende. 

Med ”Skoven i mit 
hjerte” afslører Louise Thygesen, hvad 
det er, der først og fremmest har hendes 
interesse. Træet og skoven er altid blevet 
tildelt magiske kræfter. De mægtige 

stammer, de knudrede grene og de tætte 
grønne trætoppe findes som motiv i alle 
religiøse beretninger. Fra vores egen 
nordiske mytologi kender vi således 
”Livets træ” i form af kæmpeasken 
Yggdrasil. 

I ”Skoven i mit hjerte” 
er det derimod rødellen, Louise Thygesen 
har gengivet. Det eneste træ i Danmark, 
der kan gro med rødderne i vand og derfor 
ofte findes i moseområder. Præcis de 
moseområder, hvor jernalderfolket 
foretog deres ofringer og som den dag i 
dag indgyder en følelse af magi og 
mystik. 

Som landskaberne ikke 
skal ses som hørende til én bestemt 
geografisk lokalitet, er farverne heller 
ikke naturalistiske. I sine malerier skruer 
Louise Thygesen op for koloritten og 
sætter penselstrøg i klare røde, gule, 
grønne og blå farver, man ikke sådan 
finder i en dansk skov. Forklaringen er 
igen her, at vi har med indre landskaber 
og subjektive følelser at gøre. Man kan 
endda spore noget, der kan minde om en 
farvesymbolik i Louise Thygesens 
billeder med de blå nuancer gengivende 
det rolige og meditative og de røde 
kærlighedens indre flamme. Noget, vi kan 
se i ”Treasure Inside”. Et smukt og tidløst 
budskab. 

Tom Jørgensen